Denne blog er en sær-blog – skrevet som en hyldest til Kim Larsen.
Et ikon er forsvundet – og dog så alligevel ikke helt.
Kim Larsen lever videre i hans fantastiske sange – og i vores hjerter i flere generationer. Rigtig mange af os har erindringer, hvor Kim Larsen spillede en rolle. Jeg selv husker tilbage på lejrskolen på Samsø, hvor vi dansede til ”Det var Inka og Katinka … og smukke Charley på sin Harley” – og lidt senere ”Kvinde min”, når lyset var blevet dæmpet.
Sange, der har groet sig fast i mine celler, så jeg sikkert stadig vil kunne skråle med på dem, selvom jeg bliver 100.
Anni har været så sød at låne mig disse private fotos af Kim Larsen. Tak Anni!
Anni har kendt Kim, siden hun var 12 år gammel og blev fan af Gasolin. Hun har fulgt ham trofast ved hans koncerter – så trofast, at han altid fik øje på hende i mængden og hilste på hende. Bagefter koncerterne havde de mange gode snakke.
Særligt husker Anni en aften, kort tid efter hans periode i USA, hvor hun mødte ham på hans stamværtshus “Søhesten”, og han inviterede hende hen til sit bord til endnu en god snak. Kim var så glad for Annis trofasthed, at han dagen efter inviterede hende op i sin lejlighed og gav hende sit eget kassettebånd med ”Jungle Dreams” – det eneste eksemplar i Danmark.
Anni siger om Kim: ” Kim var et dejligt varmt og godt menneske, jeg vil savne ham resten af mit liv, men minderne og musikken vil altid være der”
Selvom jeg ikke har kendt Kim Larsen på samme vis som Anni, kan jeg godt følge hende. Det ansigt, som Kim Larsen viste var et ansigt med stor sympati for de svage i samfundet:
”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at beskytte de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.”
Og det er jo så ganske rigtigt!
Tak for alle dine fantastiske sange Kim Larsen. Du vil blive savnet!
