Bjørnen sover
Januar – mørk – grå – tung og ikke mindst lang! Den føles i hvert fald lang!
Det nye år er knap startet med glæde, sang og begejstrede “Godt nytår”, før det går op for en, at nu ligger januar der foran som en kold, truende masse.
- Et januarudsalg, som man ikke har råd til, fordi man lige har brugt alle sine penge i julen
- En betalingsoversigt, som fortæller, at på trods af julen er det tid til dyre kvartalsbetalinger og DR licens
- Et vejr, som ikke kan beslutte sig helt for, om det virkelig skal være fyldt med frost eller have forårsfornemmelser
- Bilen, som så alligevel fortæller en, at januar kan betyde frost, når man går for sent i gang med at afise ruderne inden jobbet
- De ekstra kilo på kroppen efter julemaden
- Sengen, som virker endnu mere tillokkende at blive liggende i, når vækkeuret har ringet en til dåd
- Man føler sig måske doven, uoplagt og trist
- Mørket som er der – når man tager afsted om morgenen – og når man kommer hjem igen om eftermiddagen
Fortvivl ikke kære ven . Det lysner jo allerede. I dag den 12. januar er dagen tiltaget med 30 minutter siden vintersolhverv! Det er da gode tegn. Og forleden så jeg, at en person på Facebook havde postet nogle små vintergækker, som var ved at dukke op i lyset.
I stedet for at fortvivle – så tænk på bjørnen, som går i vinterhi og lader op til, at den skal i gang igen med at jage. Tillad dig selv at hvile mere og lade op, når du har behov og mulighed for det. Mørket indbyder til hvile ikke til aktivitet.
Selvom du måske skal på arbejde, kan du vælge at se denne lidt trætte tid som en tid, hvor du restituerer dig og gør dig klar til foråret og resten af året. En tid, som du benytter til ekstra egen-omsorg. Jeg kunne remse en hel liste af gode ting op, som du kan gøre for dig selv for at give dig egen-omsorg. Men egen-omsorg er individuel fra person til person. For nogen er det at meditere og dyrke yoga – for andre er det at tage et glas rødvin til maden.
Det vigtigste er, at du tillader dig at gøre netop dét, som giver dig egen-omsorg og hjælper dig igennem vinteren og frem til foråret fyldt med energi og optimisme.
Husk – det bliver bedre og bedre for hver dag – det lysner!
Tak til Irene for inspiration til “Esthers Fredagsblog” denne uge.
Følg Esthers Fredagsblog på Facebook
(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)
Photo: Freeimages- Iwan Beijes
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!