Esther’s fredagsblog

Med denne overskrift vil jeg starte ugens “Esther’s Fredagsblog”. Jeg har selv siddet fast i dette hamsterhjul, så jeg vil fortælle, hvad der fik mig til at ændre min tankegang.

Jeg havde travlt – meget travlt. Havde gang i flere projekter på samme tid. De fleste af mine projekter var (heldigvis) til stor glæde for mig, men der var dog et par “pligtprojekter” ind i mellem. Dem har de fleste af os vel nogle stykker af (nogle flere end andre).

Det vigtige for mig var, at jeg udnyttede min tid maximalt, så jeg kunne få tid til alle mine projekter UDEN SPILDTID. Jeg ville være effektiv – for så kunne jeg jo altid slappe af, når jeg havde overstået alle de daglige projekter.

Dette betød, at jeg satte mit vækkeur til at ringe højst 1 time, inden jeg skulle ud af døren. Jeg skulle jo nødigt gå glip af noget søvn. Specielt også fordi jeg p.g.a. tanker om alt, hvad jeg skulle nå, sov meget dårligt om natten.

Om morgenen var jeg så effektiv, at jeg kunne nå alt, inden jeg – på nøjagtigt det tidspunkt, som rejseplan eller gps foreslog – kunne tage afsted. En gang i mellem undte jeg dog mig selv at tage afsted 5-10 minutter før, men så følte jeg også, at jeg var “rundhåndet” med min kostbare tid.

Den morgen, som ændrede alt, var en af netop en af de morgener, hvor jeg havde sovet dårligt pga. tanker om mine projekter. Jeg tænkte optimistisk, at 5 minutter før estimeret gps-tid var rigeligt til at parkere bilen og nå op til mit møde. Det irriterede mig dog, at mit andet møde først var 1,5 timer efter det estimerede sluttidspunkt for det første møde (jeg håber, at du holder tungen lige i munden). Hvad skulle jeg dog bruge al den spildtid til.

Jeg var glad, da jeg opdagede, at der næsten ikke var noget trafik på Gammel Køge Landevej: Hvor smart – Esther, at du valgte den i stedet for motorvejen. Samtidig med nåede jeg dog også at ærgre mig over, at jeg så var taget så “tidligt” afsted, for nu fik jeg jo tidspilde inden første møde.

Ak og ve – da jeg er inde på Enghave Plads og skal til at dreje til venstre (stadig i god tid), opdager jeg, at den vej, som jeg tror jeg skal ned af ikke vil kørende trafik. Derfor må jeg fortsætte ligeud – heldigvis til Vesterbrogade. Men – ak og ve igen – vejarbejde på Vester-brogade, så jeg må kun dreje til højre, hvilket fører mig længere væk fra mit bestem-melsessted.

Jeg kører langt ned af Vesterbrogade og spejder efter en vej til højre, som kan redde mig. Endelig er der en vej – men ups – i samme øjeblik, hvor jeg skal til at dreje ned – begynder en vejarbejder at lukke en bom og viser mig med fagter, at den vej må jeg ikke køre ned. Han får dog medlidenhed med mig, da han ser mit nu temmelig desperate ansigt, så jeg får lov at smutte igennem som den sidste.

Jeg har lige hørt min bilradio annoncere Radioavisen, så …… ja nu er jeg for sent på den til mit møde.

Endelig når jeg frem til parkeringspladsen ved min destination. Jeg har dog kun lidt overskud til at glæde mig over rent faktisk at få kapret en p-plads, for jeg er klar over, at nu må jeg løbe for ikke at komme alt for sent. Derfor sætter jeg hurtigt p-skiven og løber op. (Behøver jeg at nævne, at jeg satte p-skiven forkert).

Mødet jeg skulle have den gang blev min store redning. Kvinden var coachuddannet, og på en eller anden måde fik hun mig pejlet hen til et helt andet sted i min tankegang. I samme øjeblik guldkornet var faldet på plads hos mig – faldt roen over mig.

Det gik op for mig, at det som gjorde mig stresset – ikke så meget var, fordi jeg havde flere projekter i gang på én gang. Nej – det var fordi jeg ikke ville have “tidspilde” imellem mine projekter. Jeg ville være struktureret og målbevidst og udnytte min tid optimalt.

Ved at udnytte min tid på denne måde, gjorde jeg mig selv en bjørnetjeneste. Jeg tog ikke forbehold for lukkede veje og vejarbejde – eller  p-skiver, som bliver sat forkert i farten.

Denne kloge kvinde lærte mig, at jeg skulle lægge blokke af ekstra tid rundt om mine aftaler, så jeg ikke blev væltet omkuld af uforudsete hændelser. Hun lærte mig at se denne ekstra blok-tid som egentid i stedet for spildtid.

Jeg ærgrer mig nu ikke længere over at “at spilde tiden”, når jeg kommer for tidligt til et møde. I stedet for glæder jeg mig nu over at have egentid til at gå en tur eller til at læse lidt i en bog (f. eks. en mindfulness bog). Jeg har god tid til at sætte min p-skive og kan komme roligt og afslappet op til min aftale – fyldt med meget mere overskud end tidligere.

Hvad med dig? Har du spildtid – eller egentid?

Livet er for kort til stress!

PS: Heldigvis fik jeg ikke nogen parkeringsbøde. 🙂

 

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

Photo: Freeimages – B S K

Kender vi mon ikke alle netop den sætning på den ene eller anden måde? At vi tror, at vores lykke afhænger af noget udefrakommende i stedet for noget inden i os selv.

Meget tit bliver lykke forbundet med penge i overflod. At hvis vi bliver mange­millionærer i lotto, så er lykken sikret.

Men er dette i virkeligheden sandt?

Giver penge lykke?
Selvom vi har penge i overflod og kan købe, alt, hvad vi behøver – kan vi f. eks. stadig blive ramt af alvorlig sygdom, hvor helbredelse ikke er mulig. Vi kan miste en nærtstående person. Pludselig betyder det intet, at vi har millioner i banken, for det bringer ikke vore kære tilbage.

Som jeg ser det, så er det, som vi kan købe for penge – udelukkende lykke – købt på lånt tid.

Når vi f. eks. endelig har fået råd til at købe et fantastisk nyt vidunder indenfor elektronik-verdenen – et vidunderprodukt, med lidt flere funktioner, end dét lignende produkt, som vi købte for 1 år siden – så føler vi os lykkelige. Hver gang vi kigger på det nye vidunder, er det med et forelsket blik. Vi tager elektronikvidunderet frem igen og igen – og vi håber, at andre ser, at netop vi har fået denne nye model.

Tag ansvar for din egen lykke
Eller vi tror, at ansvaret for, at vi bliver lykkelige ligger hos et andet menneske. Så skynder vi os at få en ny kæreste. Vi søger lykken udefra – i stedet for stole på, at lykken først og fremmest afhænger af os selv og ligger som en spire inden i vores hjerte og venter på at folde sig ud og blomstre i fuld flor.

Få måneder efter – begynder vi måske allerede at sukke efter en endnu nyere elektronik­model eller kæreste, som vil gøre os endnu mere lykkelige.

Ja – ja – jeg ved det godt. Jeg kan kun skrive om alt dette, fordi jeg selv har været der – flere gange. Hver gang med en efterfølgende fornemmelse af, at nej – dette (eller han) gjorde mig (heller ikke) mere lykkelig.

Hvad er lykke?
Igennem årene har jeg ændret min opfattelse af lykke. Jo – jeg vil da gerne stadig vinde millioner i lotto. Ikke fordi det vil gøre mig lykkelig – men udelukkende fordi det ville gøre visse områder i mit liv nemmere.

Jeg føler mig lykkelig i mange situationer. Situationer, hvor mit hjerte næsten bobler over af glæde og taknemmelighed – som f. eks.:

• Når jeg sidder på gulvet med mit elskede barnebarn på skødet
• Når jeg er sammen med mennesker, jeg elsker og holder af
• Når jeg ser en regnbue, lige når jeg har brug for en opmuntring
• Når jeg ser et smukt landskab og ved at Universet er fantastisk
• Når jeg ser ind i nogle øjne, som ser mig – hele MIG

Jeg kunne blive ved med at remse op. Mulighederne for at føle lykke er i virkeligheden mange – og helt uden for bankkontoen. Og med mindre du er et lille barn – så er den eneste der bærer ansvaret for din lykke – dig selv – og kun dig selv.

Begynd at lægge mærke til, hvad det er i din hverdag, som er med til få dig til at føle DIG lykkelig. Store ting – små ting.

Hvad er lykke for DIG? Hvornår føler DU dig allermest lykkelig?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og vær sikker på at få læst alle mine blogindlæg

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)

 

 

 

Esther’s Fredagsblog den 18. august 2017

 Jeg mener, at vi alle fortjener at få det bedste ud af vores liv. Ganske vist er den gennemsnitlige levealder gået op – men der er stadig ikke nogen af os, der kender vores nøjagtige udløbsdato. Hvad så med at få spist frugterne, inden de er faldet til jorden og fortæres af Moder Jord/Pachamama?

 Vi stresser rundt i vores travle hverdag.

 Vores skønne unger lærer lige fra vuggestue/dagplejealderen, at det er vigtigt at have travlt. At jo mere travlt vi har – jo mere succesfulde er vi – jo flere penge har vi på kontoen.

 Aftensmaden fortæres foran tv og fordøjes med skrækbilleder af terror-lastbiler, som pløjer igennem uskyldige menneskemængder – som så på dødelig vis undgår yderligere stress.

 Er der overhovedet plads til vores drømme? Får vi levet de drømme ud, som vi havde i barndommen?

 ***

Dengang jeg var barn havde jeg en tvillingesøster. Hun hed Astrid.

Astrid var modig. Hun turde altid alt det, som jeg ikke turde. Hun klatrede i træer, lavede huler og spillede teater. På skolen fik hun altid hovedrollen, fordi hun var så dygtig til at spille teater. “Jeg vil være skuespiller”, sagde Astrid. “Hmmmm” – tænkte Esther – “ja det vil jeg.”

Når mine 2 yngre søstre holdt fødselsdagsselskab for deres venner, var det ikke altid, at jeg deltog. Men Astrid – hun var der! Hun tog en badehætte på og gik ind til mine søstre og deres venner. Her optrådte hun for fuld musik, og alle gæsterne lo og morede sig over hende, indtil hun pludselig forlod rummet.

Bagefter kom Esther så ind, og alle de små gæster spurgte: “Var det dig – var det dig”. “Nej – svarede Esther – “det var da min tvillingesøster, Astrid”.

Da tiden kom, hvor Esther skulle vælge studieretning i 3G, var Astrid forsvundet.

Esther brændte efter at blive 3 ting: Skuespiller, psykolog eller journalist.

Så derfor valgte hun at blive engelsk korrespondent.

Studievejlederen fandt aldrig ud af, at  de 2 første ønsker var med på Esther’s ønskeseddel. Til gengæld var han meget hurtig, da Esther mumlede, at hun gerne ville være journalist. Hurtig til at afbryde og foreslå, at med de karakterer, som det tegnede til at ende op med i Esther’s studenter­eksamen, ville en uddannelse som engelsk korrespondent vist være et fornuftigt valg. Og Esther – ja hun hørte ordet “korrespondent” og så for sig, at hun kunne blive en af Danmarks Radio’s kommende udstationerede korrespondenter……

Ja – ja – kald mig bare naiv – men sådan var det den gang i 1979, hvor studie­vejledere vist mest havde et udslusningsprogram, som de skulle følge. Medmindre -naturligvis – der var tale om de elever, der klarede sig med topkarakterer og skulle videre på advokatstudiet eller tandlægestudiet. Der var der lidt mere engagement.

Så jeg fik min korrespondenteksamen i engelsk – og den har da også bragt mig så meget videre i livet (bl. a. i flere stillinger som direktionssekretær og engelsk ­underviser), at jeg har kunnet producere 1,5 meter Curriculum Vitae.

Spørgsmålet er så, om Esther nogensinde fik levet sin indre Astrid ud?

Jo – det gjorde hun – og hun er stadig i gang.

Efter min skilsmisse i 1990 kom Astrid tilbage. Jeg ændrede min tøjstil og mine farvevalg fra brun/gråt/sort til regnbueglade farver, og jeg startede mine spirituelle søgen blandt krystaller, tarotkort og Transcendental Meditation.

Det var også Astrid, som talte, når jeg pludselig vidste, at nu måtte jeg videre i livet fra en karrierestilling til den næste.

Selvom jeg ikke blev rigtig journalist – har jeg alligevel været journalist på flere personale­blade – journalist/interviewer på Radio Lotus i 7 år – ligesom jeg har fået offentliggjort nogle noveller (den mest modige – en erotisk novelle i Alt for Damerne).

Selvom jeg ikke blev psykolog – har jeg uddannet mig til Reikimesterlærer, coach, terapeut og Paqo, hvor jeg er så heldig at få lov til at være med til at hjælpe folk videre i livet både via kurser og sessioner.

Skuespillersiden får jeg også levet ud. F. eks. da jeg var “husalf” på et plejehjem, hvor min eneste (og fantastiske rolle) var at underholde beboerne. Ind imellem bliver jeg også brugt som skuespiller/statist på film, tv og reklame.

Astrids mod har jeg også fået mere af:

Jeg har vandret på “El Camino” i 2003 – været på shamanistisk visionssøgning i Cornwall i 2010 – og i september 2017 skal jeg på pilgrimsrejse til Peru. Og ja – måske jeg oven i købet kan nå Indien i november. Større kan det da ikke blive.

Så heldigvis – Astrid kom tilbage – inden det var for sent.

I min optik er det vigtigt, at vi vælger at lave noget, der giver mening for os – ikke kun i hovedet og pengepungen – men især i hjertet.

Så hvad med dig?

Er du der, hvor DU gerne vil være – eller hvad venter du egentlig på?

PS: Min GPS i min bil hedder i øvrigt Astrid

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)