Gemsehopper – Gemsehopper – alle mobber del 4 ud af 4

Jeg vil starte, hvor jeg sluttede min blog i sidste uge. Er det ok at mobbe et andet menneske og holde ham/hende udenfor en gruppe – fordi han/hun er “mærkelig” eller “anderledes”? Er det ok at dømme en person ude – i stedet for at dykke lidt ned dette med-menneske og lære ham/hende dybere at kende?

Måske ville vi så finde ud af, at han/hun ”bare” er et menneske, som vi selv – og egentlig ikke mere ”mærkelig” og ”anderledes” end os.

Hvad der sker, er rent socialpsykologisk fuldstændig “naturligt”. Vi kender det fra dyrenes verden, hvor der er en alpha-han, som bestemmer over hele resten af flokken. Nogle af de svageste i flokken kan risikere at blive udstødt, hvis de ikke forstår at tilkæmpe sig magt.

Det samme gør sig gældende i menneskenes verden, når et andet menneskes dømmes ude.

Ofte anspores mobning af en enkelt alpha-person, som gerne er stærk og magtfuld. Personen har karisma, autoritet og popularitet. Alpha-personen er god til at samle andre personer omkring sig. Personer, som ser op til ham/hende. Det, som så sker – ganske naturligt – er, at alpha-personens meninger efterhånden adopteres, accepteres og udleves af flokken omkring alpha-personen.

Hvis alpha-personen vender det hvide ud af øjnene overfor “mobbeofferet”, gør flokken det også. Hvis alpha-personen sukker opgivende af “mobbeofferet”,  gør flokken det også. Hvis alpha-personen ignorerer “mobbeofferet”, gør flokken det også. Hvis alpha-personen skubber fysisk til en person uden for inderkredsen – er der ingen, som protesterer. Og så videre……

Flokken, som slutter tæt op omkring alpha-personen, er – bevidst eller ubevidst – medløbere. Hvis vi forestiller en stor flok, hvor alpha-personen er i midten – er der en kreds af de mest intense medløbere helt tæt på alpha-personen. Denne kreds kan så være omgivet af endnu en kreds af medløbere. De sidstnævnte medløbere er måske ikke ligeså intense, men smutter ind imellem ud af flokken og interagerer med andre udenfor flokken – måske oven i købet med “mobbeofferet”. Måske kan de endda kan lide “mobbeofret”, men har bare ikke modet til at vise det – fordi det er så lunt og godt at være tæt på alpha-personen. Endelig kan der også være den årsag, at de er ganske uvidende om, hvad det er der sker.

Ovenstående scenarie kan ses både i børnenes verden og i de voksnes verden. For der er ingen bestemt alder, hvor mobning er mere “in” end i andre aldre.

Hvad skal der til for, at vi stopper med at mobbe andre? Hvad skal der til for, at vi stopper med at blive medløbere pga. fascination over, at en alpha-person vil have os tæt på?

Hvornår begynder forældrene at lære deres børn, at det ikke er ok at mobbe andre børn og holde dem udenfor? Jeg kender nogen, som var ude for, at forældrene til deres barns skolekammerater ikke ville have barnet hjem til sig, fordi barnet var anderledes.

Jeg vil slutte mig til debatten, som kører i medierne omkring mobning. Hvis vi skal have et samfund, som vi kan være stolte af at levere videre til vores børnebørn – er det NU, at vi skal mobningen til livs. Hvad enten det handler om børnemobning eller voksenmobning.

Hvad har I gang i – forældre! Kom nu op af lænestolene og lær jeres dejlige børn noget om moral – etik og respekt overfor andre mennesker – før det er for sent, og jeres børn ender som alpha-personer, som samler medløbere til at mobbe andre og holde dem udenfor fællesskabet.

Og I lærere – som stadig ikke har forstået, at andre folks børn tilbringer det meste af deres liv sammen med jer. I har et ligeså stort ansvar, som forældrene. Jeg ved godt, at der er mere fokus på mobning i skolerne nu – men der er stadig mangler.

Og I voksne mennesker, som synes, at voksenmobning er helt i orden. I skulle skamme jer. Det er jer, som er rollemodeller for jeres børn – og hvor fører det så lige hen?

Selvom en person er ”mærkelig” eller “anderledes” er det ikke et adgangskort til at mobbe personen og holde ham/hende udenfor. Hverken når det drejer sig om et barn eller en voksen.

Mobning er aldrig ok – hverken børne-mobning eller voksenmobning!!!!

For den nysgerrige, som måske stadig ikke har regnet det ud:

Jeg er Gemsehoppers datter. Min dejlige far – som naturligvis ikke hedder Gemsehopper – fik revanche mange år efter, hvor han tilfældigvis mødte gymnastiklærerens datter. Efter mødet med min far gik hun hjem og ”revsede” sin egen far.

Og jeg selv – jeg har overlevet det hele – er blevet klogere og bedre til at sige ”pyt”.

Og – ja – jeg er stadig både mærkelig og anderledes – men det er jeg egentlig stolt af.

Hav en fantastisk weekend – Livet venter på dig.

Indholdet af denne blog er ikke sponseret / the contents of this blog have not been sponsored

Photo: free images/Photographer Ponnu Chakkara

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook