Hallo – hvad venter du egentlig på?

Esther’s Fredagsblog den 18. august 2017

 Jeg mener, at vi alle fortjener at få det bedste ud af vores liv. Ganske vist er den gennemsnitlige levealder gået op – men der er stadig ikke nogen af os, der kender vores nøjagtige udløbsdato. Hvad så med at få spist frugterne, inden de er faldet til jorden og fortæres af Moder Jord/Pachamama?

 Vi stresser rundt i vores travle hverdag.

 Vores skønne unger lærer lige fra vuggestue/dagplejealderen, at det er vigtigt at have travlt. At jo mere travlt vi har – jo mere succesfulde er vi – jo flere penge har vi på kontoen.

 Aftensmaden fortæres foran tv og fordøjes med skrækbilleder af terror-lastbiler, som pløjer igennem uskyldige menneskemængder – som så på dødelig vis undgår yderligere stress.

 Er der overhovedet plads til vores drømme? Får vi levet de drømme ud, som vi havde i barndommen?

 ***

Dengang jeg var barn havde jeg en tvillingesøster. Hun hed Astrid.

Astrid var modig. Hun turde altid alt det, som jeg ikke turde. Hun klatrede i træer, lavede huler og spillede teater. På skolen fik hun altid hovedrollen, fordi hun var så dygtig til at spille teater. “Jeg vil være skuespiller”, sagde Astrid. “Hmmmm” – tænkte Esther – “ja det vil jeg.”

Når mine 2 yngre søstre holdt fødselsdagsselskab for deres venner, var det ikke altid, at jeg deltog. Men Astrid – hun var der! Hun tog en badehætte på og gik ind til mine søstre og deres venner. Her optrådte hun for fuld musik, og alle gæsterne lo og morede sig over hende, indtil hun pludselig forlod rummet.

Bagefter kom Esther så ind, og alle de små gæster spurgte: “Var det dig – var det dig”. “Nej – svarede Esther – “det var da min tvillingesøster, Astrid”.

Da tiden kom, hvor Esther skulle vælge studieretning i 3G, var Astrid forsvundet.

Esther brændte efter at blive 3 ting: Skuespiller, psykolog eller journalist.

Så derfor valgte hun at blive engelsk korrespondent.

Studievejlederen fandt aldrig ud af, at  de 2 første ønsker var med på Esther’s ønskeseddel. Til gengæld var han meget hurtig, da Esther mumlede, at hun gerne ville være journalist. Hurtig til at afbryde og foreslå, at med de karakterer, som det tegnede til at ende op med i Esther’s studenter­eksamen, ville en uddannelse som engelsk korrespondent vist være et fornuftigt valg. Og Esther – ja hun hørte ordet “korrespondent” og så for sig, at hun kunne blive en af Danmarks Radio’s kommende udstationerede korrespondenter……

Ja – ja – kald mig bare naiv – men sådan var det den gang i 1979, hvor studie­vejledere vist mest havde et udslusningsprogram, som de skulle følge. Medmindre -naturligvis – der var tale om de elever, der klarede sig med topkarakterer og skulle videre på advokatstudiet eller tandlægestudiet. Der var der lidt mere engagement.

Så jeg fik min korrespondenteksamen i engelsk – og den har da også bragt mig så meget videre i livet (bl. a. i flere stillinger som direktionssekretær og engelsk ­underviser), at jeg har kunnet producere 1,5 meter Curriculum Vitae.

Spørgsmålet er så, om Esther nogensinde fik levet sin indre Astrid ud?

Jo – det gjorde hun – og hun er stadig i gang.

Efter min skilsmisse i 1990 kom Astrid tilbage. Jeg ændrede min tøjstil og mine farvevalg fra brun/gråt/sort til regnbueglade farver, og jeg startede mine spirituelle søgen blandt krystaller, tarotkort og Transcendental Meditation.

Det var også Astrid, som talte, når jeg pludselig vidste, at nu måtte jeg videre i livet fra en karrierestilling til den næste.

Selvom jeg ikke blev rigtig journalist – har jeg alligevel været journalist på flere personale­blade – journalist/interviewer på Radio Lotus i 7 år – ligesom jeg har fået offentliggjort nogle noveller (den mest modige – en erotisk novelle i Alt for Damerne).

Selvom jeg ikke blev psykolog – har jeg uddannet mig til Reikimesterlærer, coach, terapeut og Paqo, hvor jeg er så heldig at få lov til at være med til at hjælpe folk videre i livet både via kurser og sessioner.

Skuespillersiden får jeg også levet ud. F. eks. da jeg var “husalf” på et plejehjem, hvor min eneste (og fantastiske rolle) var at underholde beboerne. Ind imellem bliver jeg også brugt som skuespiller/statist på film, tv og reklame.

Astrids mod har jeg også fået mere af:

Jeg har vandret på “El Camino” i 2003 – været på shamanistisk visionssøgning i Cornwall i 2010 – og i september 2017 skal jeg på pilgrimsrejse til Peru. Og ja – måske jeg oven i købet kan nå Indien i november. Større kan det da ikke blive.

Så heldigvis – Astrid kom tilbage – inden det var for sent.

I min optik er det vigtigt, at vi vælger at lave noget, der giver mening for os – ikke kun i hovedet og pengepungen – men især i hjertet.

Så hvad med dig?

Er du der, hvor DU gerne vil være – eller hvad venter du egentlig på?

PS: Min GPS i min bil hedder i øvrigt Astrid

Følg Esthers Fredagsblog på Facebook

(Bloggens indhold er ikke sponsoreret/contents of the blog have not been sponsored)