Hermed følger del 2 af beretningen om min indvielsesrejse til Peru.

Den 15. september 2017 havde vi nogenlunde vænnet os til højden, da Don Juan Nuñez del Prado og hans søn Ivan ankom til Cusco.

I de følgende 10 dage skulle vi gennemgå en såkaldt Hatun Karpay lloqe – en række af indvielsesceremonier, som skulle være med til at vække vores venstre side (lloqe betyder venstre), som omhandler vores intuitive kræfter og kompetencer og dermed vores personlige kraft. Vi skulle således igennem massevis af dybe og intense ceremonier og indvielser. Som nævnt tidligere, vil jeg ikke gå dybt ind i, hvordan hver enkelt ceremoni foregår, men evt. interesserede vil kunne læse meget mere i den bog, som jeg har planlagt at få udgivet.

Det første sted, hvor vi skulle starte indvielsesrækken, var i Betlehem Kirken – En smuk, stilfuld og ren kirke. Jeg tror, at man skal være særdeles hårdfør for ikke at blive påvirket af stemningen og energierne her. Med det samme jeg satte mig på en kirkebænk, faldt der en meditativ ro over mig, så det var nemt at udføre ceremonien.

Vi skulle være her allerede kl. 7 og morgenen. Det var ikke fordi, der var mange i kirken, men de, som var til stede var til gengæld særdeles dedikerede. Vi havde da også fået strenge instrukser om, at vi ikke måtte tage vores mishaer frem i kirken, men foretage det ceremonielle diskret indeni os selv. Det er jo stærkt katolske troende, som møder op der, så det skal respekteres. Den gamle katolske præst fumlede lidt med skrifterne, men fik heldigvis hjælp af sin yngre assistent, så det gik. Men vi kunne alligevel ikke helt lade være med at trække lidt på smilebåndene.

Det blev en særdeles smuk despacho, som Ricardo lagde en masse energi ind i. Da despachoen var færdig og alle Apu’er, og paquarinaer var tilkaldt og havde drukket en skål – dels i pisco – dels i rødvin (de åndelige hjælpere i Peru elsker spiritus og lækkerier som chips og chokolade), blev den pakket ind i smukt gavepapir med hjerter på og endelig i et mishaklæde.

Herefter gav Ricardo os hver en kraftig healing og rensning med sin misha og den sammenpakkede despacho. Jeg tror, at det bragte tårerne frem hos de fleste.  Måske var det også derfor, at vi alle havde lyst til at købe armbånd og mishaklæder af ham bagefter. 🙂

Som traditionen foreskriver brændte Ricardo til allersidst despachoen. Heldigvis havde hotellet en velegnet pejs til det formål. Det var ligesom ikke helt passende med et lejrbål midt på gulvet. 🙂

Efter at have modtaget healing fra kilderne, mødte vi det hellige træ, som var “selvskabende” på alle planer. Dette skulle vi forbinde os til og opnå de samme egenskaber som træet. Træet var stort og prægtigt og på en eller anden måde “tillidsskabende”, så det var en let opgave. Jeg gik helt hen til træet og lagde min pande mod stammen. Wow…..!

Vi fik herefter besked på at samle 7 sten, som vi skulle lægge fra os ved 7 forskellige kors. Vi skulle gå fra kors til kors med en sten mod vores cosco (ca. solar plexus/navleområde). Ved dette fyldte vi stenen med en af vores dårlige personlige egenskaber, hvorefter vi lagde stenen (og den dårlige egenskab) fra os ved korset og tog den næste sten, som vi gjorde det samme med. Og ja – dyngerne ved de 7 kors talte deres eget sprog.